ARTIKLER
Saturn - dit ansvar
Af Lillian B. Jensen


Saturn danner grænser, der enten beskytter os eller hæmmer os, forsøger at skabe struktur og styring i vores tilværelse som et forsvar mod kaos, den giver effektivitet og arbejdsomhed når den med flid og målrettehed søger at fuldføre sine opgaver. Den styrer os udenom mange faldgruber, men også uden om det der er sjovt, impulsivt og uforudsigeligt og levende. Den får os til at stivne og dø i gamle kendte vaner og holder os stærkt fast i den nøgterne, realistiske, materielle verden, får os til at holde os til de rutiner vi en gang har fundet funktionsdygtige. I denne måneds tegn får den sin sag for, for det står netop for mange af de ting den kæmper imod og forsøger at holde nede, men på ganske få punkter har de et fælles anliggende, de er begge indstillet på nøjsomhed, askese og forsigtighed.

Saturn i Fiskene i Fødselshoroskopet
Som nævnt i tidligere artikler vil Saturn hvor den end er ofte først forsøge at lægge låg på de egenskaber det tegn den befinder sig i besidder, siden vil den forfine, bearbejde og forædle dem så de bliver til stor nytte for een gennem livet. Fiskenes tegn rummer mange sider som Saturn har svært ved at forholde sig til. Fiskene står for kaos, for at give slip, flyde med, tage imod og føle. Den rummer al vores fantasi, drømme og dybe indre længsler, den er bøjelig, nogen gange svag og sårbar. Saturn vil med megen magt og styrke prøve at kvæle disse ting, den foretrækker realiteter og kontante beviser ikke vage formodninger og intuitive fornemmelser.

Det kan betyde at man i mange af livets tilskikkelser føler sig uværdig, ikke kan leve op til de krav man føler der stilles, ikke accepteres for de kreative, fantasifulde sider man rummer og må leve på andres præmisser. Man vil føle sig usikker, måske splittet mellem en længsel efter at give slip på det hele og en trang til at have det hele under fast kontrol. Der kan ligge en dyb sørgmodighed, et skjult sår, en melankoli man har svært ved at forstå. Man har let til at anskue tingene fra en pessimistisk og opgivende vinkel.

Saturn i Fiskene må lære at give afkald på sit kontrolbehov, at give slip og flyde med strømmen i stedet for altid at arbejde sig op imod den, med kravet om fornuft og ræson i sin hånd. Forsvarsværkerne skal også rives ned, selv om de beskytter de blødere dele, for de rummer en indsnævring, en hæmning og stivhed som holder livet ude.Man må lære at vise sine blide, bløde, sensitive sider uden angst for at blive angrebet og fejet væk. Man vil ofte føle sig afklædt, sårbar og uden beskyttelse, når man slipper Saturns kontrol som styrker een og holder een oppe, men ellers vil den langsomt kvæle følelserne, livet, det indre uskyldsrene barn, den indre spirituelle spire og søgen efter forståelse, fred og visdom. Den vil standse eller blokere den indre søgen efter livets dybe mysterier. For i Fiskene er det mere den spirituelle søgen end den materielle forankring man ønsker.

Saturn i Fiskene giver een en stærk samvittighedsfølelse, måske for nogen nærmere end latent skyldfølelse, et tungt ansvar man må tage på sig eller ansvarlighed der går meget længere end andre vil finde på sin plads. Når Saturn giver sig og arbejder med vil den give dybde, meningsfuldhed og en stærk indre stræben efter sindets sandheder, den giver alvor og fordybelse i sjælelige, spirituelle eller kreative, æstetiske, kunstneriske anliggender.

Saturn som transit i Fiskene
Når Saturn for en periode kommer på besøg i Fiskenes tegn vil alt den kommer i berøring med klinge på de samme temaer som er nævnt ovenfor. I større eller mindre grad vil den påvirke een, alt efter hvad den vil udløse i ens horoskop. Generelt vil der blive en stærk fokus på fordybelse og en trang til at gå væk fra de materielle, verdslige krav og finde sin egen indre, spirituelle sti. Man vil i en periode føle sig stærkt bremset af udefra kommende ting, arbejde sig gennem forhindringer som dog på længere sigt styrker een, så man har mulighed for at nå målet. Det er en periode til indre kontemplation, meditation mere end til ydre præstation.

Det kan også være en tid for hjælpearbejde, at ofre sine egne egoistiske krav for en dybere mening og for en større gruppe, at hjælpe folk i nød, at være den der værner og giver styrke og støtte, at være den faste hånd i kaos. Nogen vil søge isolation, være alene med sine grublerier, at trække sig tilbage fra hverdagens krav og stress. Andre vil gøre noget for andre, tjene andre eller et større mål. Andre igen vil realisere et kreativt potentiale, forsøge at leve deres drømme ud i virkelighedens verden. Nogle vil briste som bobler, for Saturn står for de ultimative realiteter, medens Fiskene vil levere det dybere drømmemateriale, fantasien, magien, myterne.

At give slip på materielle krav til fordel for spirituel visdom kan i sidste ende være testen. Sidste gang Saturn besøgte Fiskenes tegn var i 1993-1996 og næste den gang den kommer her forbi vil være i 2023-2025 i store træk, du vil kunne finde de eksakte datoer i en ephemeride.

Saturn i tolvte hus
Dette hus hører til livets skjulte regioner, det kollektive ubevidste, der hvor man ikke kommer langt med logik eller handling, men hvor en indre livsstrøm flyder ubemærket. Det er et område hvor man isolerer sig eller tvinges i isolation, det være sig via sygdom og hospitalsindlæggelse, kriminalitet og fængsling eller anden institutionsanbringelse hvor man mister sin frihed. Det er også den selvvalgte isolation f.eks. en klostertilværelse, ashrams eller på et psykisk plan det at føle sig alene, ensom og isoleret fra andre selv når man er iblandt dem. Saturn i dette hus forstærker isolationstemaet både det selvvalgte og det tvungne. Der er en følelse af hjælpeløshed, det at måtte overgive sig til stærkere magter, at ofre sig selv, sit ego for noget der er større.

Der kan være en følelse af at være lille, hjælpeløs, magtesløs, men det er svært at overgive sig, overgive kontrollen til andre, men det kan være vejen til større indsigt, at opleve at man ikke selv har magten, at man må tilpasse sig, indføje sig en større mening. Man er bange for at blive destrueret, men bliver i virkeligheden forvandlet. Man må i ensomhed søge den indre vej og give slip på magten, ærgerrigheden og den materielle status. Nogle gange er man fra barnsben blevet tvunget til at ofre sig selv, f.eks. for at tage sig af en syg forælder. Der kan ligge en intens understrøm, en følelse af skyld, som får en til at ofre sig men som også baner vejen for et ønske om at hjælpe andre i nød, en selvopofrelse, en altruistisk næstekærlighed.

Nogle vil føle at de betaler af på en gammel gæld, at livet har tvunget dem i denne retning, at de må ofre alt på et alter og stå tomhændede tilbage. Men der åbner sig en dør, en helt anden mulighed, en spirituel dimension. I dette hus behøver man ikke kæmpe, men skal lære at give slip, at slippe kontrollen, styringen, den materielle søgen og finde den spirituelle vej. Dette hus er til kontemplation, meditation, religiøs hengivelse. Det at tjene et højere mål, noget der er større end selvisk stræben, magt og position. Det er svært for Saturn for netop den søger så stærkt efter den sikre, magtfulde position. og det gør ondt når den er tvunget til at give slip og ofre sig. At give afkald på egne fordringer og den smerte tabet giver vækker dog den indre søgen efter sandheden, et tab kan være starten til forædlingsprocessen.

Selv om man ofte føler sig alene, isoleret er det dog også her at en dybere samhørighed kommer frem, en tilknytning ganske ubevidst til alt andet levende. Men så længe man holder fast i den materielle verden føler man sig forladt. Der kan med Saturn i 12. ligge en trang til at gemme sig, en angst for ikke at slå til i den virkelige verden, at føle sig magtesløs over for alle de krav som tilværelsen stiller især på det fysiske, praktiske, materielle plan. Men også en evne til at finde den indre mening i de ydre foretagender.

Når Saturn transiterer ens 12. hus tvinges man til at stille de ydre aktiviteter lidt i bero, hvis ikke man ligefrem er i hjælpeorganisationer. Man skal kigge mere indad og mærke efter om man nu også er på rette vej. Man kan i en tid føle sig mere isoleret eller af omstændigheder tvinges til at forholde sig mere i ro og tænke nærmere over tilværelsen. De ydre mål sættes til side for en indre ransagning.




Tilbage