ARTIKLER
Saturn - dit ansvar
Af Lillian B. Jensen


Saturn er knyttet til vores ambitioner, vores behov for at realisere os selv, at blive til noget, at have et formål og gøre nytte. Den er ansvarsbevidst og pligtopfyldende, alt der BØR gøres tager den på sine skuldre og pjank og pjat bliver helt elimineret. Den er de ydre konsekvenser af vores gøren og laden, altså også frugten vi kan høste, hvis vi har arbejdet for det og overhovedet i første omgang har puttet noget i jorden. I denne måneds tegn forstærkes alle Saturns sider for den hører hjemme her.

Saturn i Stenbukken
I dette tegn føler Saturn sig allerbedst tilpas, det er dens eget tegn og den svinger godt med de temaer der udtrykkes gennem Stenbukken. Det vil sige at den kører rimeligt positiv, at den ikke behøver at undertrykke visse egenskaber som i de andre tegn. Men den skal stadig arbejde med tingene, forædle og forarbejde for at blive den dygtige, kompetente ekspert på netop sit felt. Og adel forpligter jo, så den føler sig stærkt forpligtet til at yde sit bedste, er bange for ikke at slå til og kan i periode spænde ben for sin egen udvikling eller udvikle stive, strukturer, regler og systemer til at læne sig op af, når den er usikker på sin egen kompetance.

Den dybe samvittighed den lægger for dagen og den alvorlige, seriøse tilgang til verden kan virke som en hæmsko i de unge år, man kan virke som en dødbider der ikke tør tage selv den mindste risiko og som ikke viser følelser eller sårbarhed. Men med alderen bliver Saturn en rigtig ven, der er til at stole på, den giver koncentrationsevne, tålmodighed, selvdisciplinering, man bliver en god systematiker, bliver arbejdssom og når derfor de mål man har sat sig, støt og roligt. Man kan arbejde sig op til toppen og selv tage ansvaret for sit liv.

Man skal dog være opmærksom på ikke at stivne, låse sig fast, det er en side ved Saturn som er særlig stærk her, man finder en løsning og holder sig så for fremtiden ved denne ene mulighed og afviser andre muligheder, man fryser fast i rutine og konservatisme. Den kan også stræbe eensidigt efter ydre materiel sikkerhed og ikke acceptere den indre individuelle meningsfulde vej som ellers ligger og venter. Den bygger på erfaringernes sum og det er fint nok, men den visner og dør hvis ikke der bliver åbnet for nyt liv, for nye indput og tiltag.

Men Saturn er også de beskyttende grænser vi har som kan hjælpe med at stive os af når vi er usikre, være den struktur som bærer vores ideer når vi ikke har ordentlig fodfæste, være den selvdisciplin der lærer os at arbejde seriøse med stoffet til vi behersker det og den skygge der følger os, revser os og får os til at rette alle de fejl og mangler vi har så resultatet bliver noget nær det perfekte.

Saturn som transit i Stenbukkens tegn
I den periode hvor Saturn befinder sig i sit eget, Stenbukkens tegn, vil den lægge en tyngde på begreber som pligtfølelse, ansvarlighed, ambitioner og stræben. Man bliver mere målrettet og koncentreret om sin karriere, har behov for at yde noget og få anerkendelse for sin indsats. Man vil være god til at arbejde med langsigtede opgaver, med at koncentrere sig og vurdere realistisk og nøgternt. Man vil være mere stivsindet og bagstræberisk, læne sig op af autoriteter eller gamle erfaringer, man vil helst vælge det sikre og forudsigelige, men er til gengæld parat til med flid og ihrærdighed at nå de mål man har sat sig.

Der kan være en del forhindringer, besvær, barrierer, tidspres, forsinkelser og frustration når tingene ikke vil lykkes. Man er nervøs for at slå fejl, ikke at magte opgaverne og især at tabe ansigt herved. Den ydre, sikre, respektfulde fremtoning betyder meget og man lægger megen selvkontrol for dagen for at stå som et troværdigt, modent og ansvarligt menneske, der er sin opgave voksen. Dette bliver man også efterhånden som man påtager sig opgaverne, hvis man kan klare preset og forventningerne. I så fald er det en periode hvor man kan indfri sine ambitioner på et tilfredsstillende niveau.

Sidste gang Saturn var i Stenbukkens tegn var i 1988-1991 og næste gang vi møder den her vil blive i 2018-2020 ca.

Saturn i 10.hus
Dette hus er knyttet til vores ambitioner, til vores mål i livet, det vi stræber imod. Det viser vores status i samfundet, vores offentlige ry, offentlige image og dermed hvor højt oppe på rangstien vi formår at klatre. Her finder vi ære eller vanære, vores forhold til autoriteter og den ene af vores forældre. Dybest set er det formålet med livet, men her ofte afspejlet gennem karrierevalg, erhverv, præstation på det ydre, konkrete, materielle plan. Her viser vi hvad vi dur til, er kapable til og bliver accepteret for. Her prøver vi at stå som eksempel for andre til at efterfølge.

Saturn hører hjemme her, føler sig hjemmevant og får generelt ret gode, solide resultater. Men den kan have svært ved at komme igang fra start af, være hæmmet af angst for fiasko, for nederlag, for ydmygende situationer den ikke har kontrol over. Derfor søger den i udstrakt grad at kontrollere, have styringen, med fast hånd. Da den er bange for ikke at være dygtig nok, arbejder den ihærdigt på at blive bedre og her finder vi så efterhånden kapaciteten, den professionelle, kompetente autoritet på feltet, og ofte i en lederposition. Man bliver simpelthen dygtig af angst for ikke at slå til.

Med Saturn i 10. tager det tid at nå sine mål, der er barrierer der skal forceres, der er udfordringer, vanskeligheder og besvær med at få succes, igen også en angst for selve succesen. Men det betyder at man udvikler en særlig ansvarlighed, pligtfølelse, modenhed og evne til at vurdere realistisk. Man er god til at koncentrere sig, er flittig og vedholdende. Det er en langsom proces med at opbygge, tilpasse, afprøve, forberede, grundlægge, forstærke for at man føler sig sikker. Det er langtidsplanlægning, ikke de korte tidsfrister man arbejder med.

Man lærer at stå på egne ben og kun stole på sig selv, men ofte med et ledebillede fx. en forælderfigur som indre styrende faktor. Først er der ofte en ydre forpligtelse, men en indre motivation vokser sig stærk undervejs, man finde sin egen indre vej. Ofte er ambitionerne presset frem eller stimuleret af ydre krav.

For Saturn i 10. er det vigtig at opnå en position i samfundet der giver kontrol og magt, ofte bliver man konfronteret med muligheden for at miste denne magt igen, det kan få een til at låse sig fast i sikkerhedssystemer, regler, stivnede strukturer, fast styring i stedet for indre erkendelse af behovet for meningsfuldhed i livet, for respekt for det man står for.

Når Saturn i en periode kommer på besøg i ens 10.hus sætter den for en stund fokus på disse før nævnte ting. På karrieren, erhvervet, målet og de ambitioner man har. Man møder ofte en del modstand, fastlåste systemer, rigide regler og autoritetspersoner der lægger en hindringer i vejen. Men efterhånden hjælper Saturn een til en dybere koncentration, et fastere mål for øje og en evne til at realisere det. MAn vokser og bliver et mere modent, ansvarligt menneske.




Tilbage