ARTIKLER
Månen i Vædderen
Af Lillian B. Jensen

Månen i tegn viser hvilke typer følelser og stemningen, vi påvirkes af. Kender du ikke dit Månetegn? Så kan du få det oplyst ved at ringe til ASTROLOFONEN på tlf. 9023 1213 (4 kr/min). Her vælger du menupunkt 5 "Dit Månetegn" og indtaster dine fødselsdata.


Med Månen i det sprudlende Vædderens tegn har du grundlæggende et stort behov for plads og frihed til at følge dine impulser, dine umiddelbare instinkter. Du reagerer spontant på de ting du møder, der stikkes ikke noget under stolen. Du viser åbent dine hensigter, dine følelser, er direkte, måske lidt pågående i din udtryksform.

Du er et varmt, umiddelbart menneske, med styrke og gennemslagskraft, måske ikke så lydhør for andres behov, men god til at vise dine egne. Får din Måne lov til at komme ud som den er, vil du som oftest være et livsglad, energifyldt menneske, der naturligt finder sin plads i tilværelsen og tager den frihed du synes tilkommer dig.
Bliver du hindret i det umiddelbare udtryk, kan energien hobe sig op og udløse enten en del vrede eller nogle mindre velgennemtænkte handlinger. Du kan søge dig selv udlevet gennem konfrontationer og kappestrid. Du prøver at finde ud af hvor du går til og hvor andre begynder.

Bliver dine Månebehov virkelig hæmmet, vil du i dit indre have en masse uro, let blive stresset, for du har i grund og bund behov for at være udadvendt, aktiv og skabende med din energi. Du trives dårligt med at holde igen, med at skulle vente eller slet ikke få lov at komme til.
Dit behov for omsorg, rødder og følelsesmæssig intimitet er ikke så stor. Det er ikke de blide, sensitive strenge du tiltrækkes af eller mestrer at udtrykke. Du har en til tider nærmest utæmmelig lidenskab, udtrykker dig stærkt, intenst og med overbevisningens kraft. Du sætter uafhængighed højere end tilknytninger.

Du er ikke altid lige opmærksom på dine følelsesmæssige behov, de skal ofte råbe temmelig højt får at du kan opfange signalerne. Men på den anden side er du ret god til at reagerer udad, at vise dem og spontant handle i overensstemmelse med dem. Du er et meget instinktsikkert menneske og har du ikke lidt overlast gennem barndommen vil du grundlæggende have en god selvtillid og vil gerne prøve kræfterne af på tilværelsen, gerne opleve og leve.

For nogle kan du virke krævende, for du vil have respons her og nu, vil vide hvor du har de andre, du er ret hurtig til at melde ud. Det kan gøre dig noget rastløs, hvis dine medspillere skal have tid og ro, inden de melder tilbage. Bliver du såret, hvilket der nu skal meget til, bliver du virkelig krænket og stædig, med en barnagtig "jeg vil"-(have min vilje)-attitude.

Når du fungerer bedst, er du et sprudlende, levende, dynamisk og inspirerende selskab, der er med på et impulsivt eventyrstogt, helst uden sikkerhedsnet. Du føler dig godt tilpas ved at føle suset fra udfordrende oplevelser. Er du blevet hindret i dette, kan du prøve at finde den røde tråd tilbage til barndommens ubevidste livsmønstre og genopdage den frihed og glæde der lå forud for den hæmmende indflydelse. Du har styrken til at skære gamle navlestregne over og begynde på en frisk.



Tilbage