ARTIKLER
Dynamikker
Af Lillian B. Jensen

En simpel optælling af planeter i tegn og huse viser den grundindstilling, den enkelte har dybt i sig, samt hvorledes denne bliver opfattet af omgivelserne.


Den sidste inddeling af tegnene i "familiegrupper" drejer sig om de tre Dynamikker eller også kaldet de tre Kvaliteter. De tre forskellige dynamikker er : Kardinal, fast og bevægelig. De kardinale tegn består af Vædder, Krebs, Vægt og Stenbuk een fra hvert element. De faste tegn rummer Tyr, Løve, Skorpion og Vandmand igen et fra hvert element og sidst er der de Bevægelige tegn: Tvilling, Jomfru, Skytte og Fisk ligeledes med en repræsentant fra fra hvert af de fire elementer.

De tre Dynamikker viser os vores livsrytme, hvordan vi gør tingene. Hvor elementerne mere var vores psykologiske type, er dynamikkerne måden vi udlever denne type på. Er du hurtig, målrettet, går lige til biddet eller cirkler du rundt om opgaverne før du går igang? Er du langsom, rolig, lægger een brik på ad gangen eller skal du altid have flere projekter kørende samtidigt? Vores daglige adfærd præges af den Dynamik der er stærkest fokus på i Horoskopet. Lige fra vores vejrtrækning til måden vi skærer ost på.

De tre typer:

Kardinal
Med stærk fokus på de kardinale tegn i Horoskopet har vi en hurtig og effektiv grundrytme, man sætter sig et mål og går straks igang, hvad der kan gøres idag det gøres idag, ingen grund til at opsætte noget. I de kardinale tegn finder vi styrke, gennemslagskraft, handling og initiativ. Man stræber efter noget og bruger gerne masser af energi og lidt (eller meget) albuer undervejs. Det er mennesker der markerer sig stærkt, man lægger mærke til dem, de sætter deres præg på omverdenen. De er meget nutidsorienteret samtidig med at de har et mål med tilværelsen. Vil noget med deres liv.


Fast
Med vægten lagt på de faste tegn i Horoskopet har vi en ganske anden livsrytme og energi. Det er langsomme, rolige, seje tag, man giver sig tid, er grundig og vedholdende for ikke at sige stædig, træg og urokkelig. Her er også en styrke og energi, men den er mere i hvile, er bundet. Der er evnen (eller problemet) til at koncentrere sig om een ting, at tage skyklapper på og blive ved til den er færdig. Det er udholdende og stabile mennesker, også målbevidste men igen med en anden langsigtet og rolig rytme. Her har vi de faste vaner, inertien men også evnen til at fuldføre, at blive ved til sidste sten er lagt. Vi når det nok engang, hvad vi ikke når idag, når vi i morgen. Her er fokus rettet mod fortiden.

Bevægelig
Hvis de bevægelige tegn er i overvægt er livsrytmen let og hurtig, ikke særlig vedholdende, men livlig og omskiftelig. Der er smidighed, en god tilpasningsevne og fleksibilitet. Her er man nysgerrig, lader sig let påvirke til at ændre retning og mangler derved fasthed og konsekvens. Nogle bliver rastløse og gør aldrig tingene færdige inden nye projekter eller især ideer har vist sig. Meget foregår på et tanke eller fantasiplan, det er ikke her så vigtigt med konkrete resultater. Man er ofte kvik, lærenem, inspireres af nyt men forlader det ligeså hurtigt igen. Ofte er livet fyldt med så mange muligheder at man ikke kan vælge. Her fokuserer man mest på fremtiden.

Lige som med de andre grupperinger vi har set på tidligere, kan man også med dynamikkerne skelne mellem tegn og hus og dermed have en indre rytme (tegn) som kan være forskellig fra eller lig med den rytme man viser omverdenen (hus). Igen er det vigtigt at se om personen udsender signaler der svarer til det der er indeni ( overensstemmelse mellem tegn og hus) eller om man spiller efter andre regler når det gælder kontakten til omverdenen ( forskel mellem tegn og hus). De Kardinale huse er : 1.,4.,7. og 10. De Faste huse er : 2.,5.,8. og 11. De bevægelige huse er : 3.,6.,9. og 12.


Et eksempel

Har du meget fast i dit horoskop i tegn (mange planeter i faste tegn) vil din indre grundrytme være rolig, sindig og med vægt bag. Du har behov for tid til at løse dine opgaver så det bliver gjort grundigt og tid til at skulle omstille dig til noget nyt. Er der så vægt på de bevægelige tegn i huse opfatter omverdenen dig som langt mere fleksibel, hurtig og som en der elsker når der sker noget nyt. Mange sjove og besværlige situationer kan derved opstå.

Horoskopeksempler

Hvis du har behov for at afprøve teorien i praksis på et par kendte menneskers horoskop er hermed et lille udvalg. (Husk igen det er måden vi handler på mere end indholdet) Kardinalt prægede mennesker : Her møder vi Clara Barton stifter af Røde Kors med 7 planeter i kardinale tegn. Baudelaire, poet med ikke mindre end 8 planeter. Nostradamus som vi husker fra det meget stærkt feminint prægede horoskop har 7 planeter i kardinale tegn. Marcel Proust, forfatter har 8. og demagogen Rasputin har 7 kardinale planeter. Fast prægede mennesker : Her er Jung, psykolog med 7 planeter i faste tegn, Alfred Adler, psykolog har 6. (Freud er her også omend i lidt svagere grad med 5.) Lenin med 6. General Georges Boulanger har hele 8. Magikeren Aleister Crowley 7. Wagner, komponist 7. Bevægeligt prægede mennesker : Jane Austen, forfatter har 6 planeter i bevægelige tegn. Elisabeth Barrett Browning, poet også 6. Foster Dulles, diplomat 5. Neil Armstrong, astronaut 6. Galileo, astronom 6. Spinoza, filosof 6. Noel Coward, skuespiller 7. og flyvepioneren C.Lindbergh 6.


Dilemmaer

Hvis vi i et tilbageblik ser på de fire elementer, så ser vi at de danner hvad der aspektmæssigt svarer til en trigon, et gunstigt aspekt til hinanden. Det vil sige at de understøtter og fremmer den samme energi. Det er dermed områder i horoskopet der er i balance indbyrdes.

Ser vi så på de tre Dynamikker, så er de i et spændingsforhold til hinanden, danner Kvadrater og oppositioner. Det vil sige at de grundlæggende er i konflikt med hinanden og det er denne konflikt der skaber dynamikken. Hver dynamik består af et Ildtegn, et Lufttegn, et Jordtegn og et Vandtegn altså fire meget forskellige indfaldsvinkler til tilværelsen er repræsenteret i samme Dynamik. Dynamikkerne viser derved områder i horoskopet hvor der er spænding, hvor der er konflikter.

Den Amerikanske astrolog Zipporah Dobbyns er gået i dybden med dynamikkerne, hun kalder dem de tre dilemmaer. Hvert dilemma/dynamik har sine problemtyper og sin egen måde at løse dem på. Dem vil vi kigge lidt på i det følgende. Vil du vide mere har hun beskrevet dem nærmere i "The Astrologers Casebook.

Det Kardinale Dilemma

Hvis man har fokus på de Kardinale tegn, i mindre grad de Kardinale huse eller man har spændinger mellem Måne, Saturn, Mars og Venus, altså herskerne for de Kardinale tegn, så har man et problemområde der skaber Kardinalt betonede konflikter. Det der kendetegner Kardinale konflikter er at de er åbenlyse, de er til at tage og føle på, man er ikke i tvivl når man har en krise. Det er stærke konfronterende kræfter som forårsager en forandring. De kardinale kriser får os til at gøre noget ved tingene, at handle. Er der et problem bliver det løst og det går bestemt ikke stille af.

De livsområder der bliver involveret er horoskopets vigtigste. Det er een selv, parforhold, opvækstbetingelser samt målsætning/erhverv. Det er konflikter mellem Vædderens behov for selvudfoldelse/uafhængighed, Krebsens afhængighedsbehov/følelsesmæssig intimitet, Vægtens frihedsbehov/ligeberettigelsesbehov og Stenbukkens behov for selvkontrol/pligt- og ansvarsfølelse.

Det Faste Dilemma

Hvis hovedvægten derimod ligger på de faste tegn, i de faste huse samt mellem herskerne over de faste tegn Uranus, Pluto, Sol og Venus er det ganske andre problemstillinger der viser sig. Her møder vi den fastlåste problematik, ting der er gået i hårdknude, dødvande og meget vedholdende magtkonflikter. Her er problemet en manglende evne til at give slip og styrken ligger så netop i at man kan bide sig fast og blive ved til det sidste. Det er meget stærke kræfter der er oppe mod hinanden og man kan slås med det samme tema livet igennem, det gentager sig i det uendelige.

De livsområder der bliver involveret er dels magt, position, værdier samt ikke mindst hele det seksuelle område. Det er konflikter mellem Tyrens behov for soliditet/materiel tryghed, Løvens behov for selvudfoldelse/anerkendelse, Skorpionens behov for styring/kontrol/selvbeherskelse og Vandmandens behov for forandring/frihed/lighed. Læg igen mærke til at det er behov fra hvert af de fire elementer: et ildbehov, Luftbehov, Jordbehov og Vandbehov der danner kernen i konflikten.


Det Bevægelige Dilemma

Ligger de fleste planeter i bevægelige tegn, bevægelige huse eller er der spændinger mellem Jupiter og Merkur, samt Neptun så er grundproblematikken bevægelig af natur. Det er derved knap så bastante eller stærke konflikter, problemet er netop at man bevæger sig let og ubesværet på overfladen. Her har man for mange jern i ilden, evner ikke at konkretisere dem, bliver diffus og adspredt/forvirret. Det er oftest konflikter på det mentale område eller konflikter mellem hjerne og hjerte. Tvilling/Jomfru er ræsonnerende tegn og Skytte/Fisk er idealiserende tegn og her sniger der sig en konflikt ind. Generelt undviger de bevægelige tegn når der er kriser, de ønsker ikke konfrontation men sniger sig udenom, spreder sig så intensiteten forsvinder.

De livsområder der involveres er som nævnt de mentale, intellektuelle f.eks. indlæring, hukommelse, kommunikation men også de trosmæssige livsholdninger, religiøsitet og livsfilosofi. Det er konflikter mellem Tvillingernes behov for alsidig viden/fri informationsudveksling, kvantitet Jomfruens behov for facts/nyttig viden/kvalitet, Skyttens behov for filosofiske overbygninger/søgen efter mening/tro og Fiskenes behov for følelsesmæssig hengivelse/intuitiv viden/spirituel tro.

De kardinale tegn giver os evnen til at starte og handle, de faste tegn giver os vedholdenhed og kontinuitet, de bevægelige tegn giver os evnen til af ændre os, søge nye veje. Problemerne opstår især når der er eensidig vægt på en af dynamikkerne, på bekostning af de andre. Dynamikkerne viser os således grundlæggende konfliktområder i vores horoskop men de viser også hvilke værktøjer, styrker vi har til at løse problemerne med.




Tilbage