ARTIKLER
De fire elementer
Af Lillian B. Jensen

De fire elementer og Stanislav Grofs fødselsmatricer.


Den tjekkiske filosof og psykiater Stanislav Grof har også en firdeling, som kan give inspiration og dybere forståelse for den menneskelige psyke. Hans firdeling er baseret på selve fødselsforløbet og netop fødslen er jo et vigtigt punkt for den astrologisk interesserede. Her får vi en fin bekræftelse af netop fødselshoroskopets betydning. Selve fødselsoplevelsen er med til at danne vores psykologiske grundmønster. Vores fødselshoroskop er et øjebliksbillede på den situation vi var i ved fødslen og beskriver de omstændigheder vi kom til verden under.

De fire faser

Første fase er egentlig inden fødslen går igang, nemlig hvor vi er i livmoderen og alt er idel lykke (forhåbentlig). Man er her i en universal, uforstyrret tilstand, en total symbiose med moderen. Der er her både den "gode livmoder" og den "onde livmoder", den sidstnævnte giver samme symbiose, men af negativ art. Her er vi totalt afhængige.

Anden fase er veernes start, her bliver vi revet ud af den uforstyrrede tilstand. Ved veernes start er livmoderhalsen endnu helt lukket, der er ingen vej ud, trods det store pres. Her er vi nærmest fanget i en fælde.

Tredje fase, nu åbner der en vej sig ud og selve fødselsprocessen bliver mere dynamisk, aktiv. Barnet ( og moderen ) kan selv hjælpe til. Der er stadig et voldsomt tryk. For nogle er det en stimulerende fase, hvor de føler, de selv kæmper sig ud, for andre en destruktiv fase, hvor de føler sig mast og hevet ud.

Fjerde og sidste fase er selve fødslen, her kommer barnet ud i det fri og navlestrengen bliver skåret over og dermed også den tætte kontakt til moderen. Det voldsomme tryk ophører, men også den tryghed der lå i den fysiske kontakt. Den selvstændige vejrtrækning begynder.

De enkelte faser

Grof har et stort materiale af oplevelser hans klienter har leveret, fortrinsvist gennem sessioner med LSD-Psykoterapi. Disse har han grupperet i de fire kategorier, gennem dem har fødslens faser tegnet sig. Mange af klienternes oplevelse af egen fødsel er siden blevet verificeret. Med lidt forsigtighed kan man inddrage de fire elementer, men husk igen det er to forskellige systemer, der er ganske uafhængige af hinanden. Det følgende er min egen bearbejdning inspireret af Grofs tankegang. Hvor han præcis står kan du læse især i hans første bog "Den indre rejse".

Første fase

Her havde vi i den fysiske verden symbiosen med moderen, hvad enten den blev oplevet som positiv, paradisisk eller negativ, forgiftet. Hvis denne fase har været den stærkeste i forløbet, har man en trang til at vende tilbage til afhængighedsfasen, søger den ufortyrrede følelsesmæssige væren. Ofte er det mennesker der har svært ved at komme hjemmefra, slippe mors skørter og blive selvstændige. Parforhold eller andre nære forhold bliver af symbiotisk karakter.



Oplevelser stammende fra denne fase er præget af det æstetiske, smukke, uskyldige, uberørte. F.eks naturscenerier. Eller beskrives som Oceanisk ekstase. På den negative front er der følelser af forgiftning, følelsesmæssige omvæltninger og angst.
Her træder Vandelementet samt planeten Neptun ind på scenen, gennem deres placering i horoskopet, kan vi drage nogle paraleller og måske forstå, hvad der på et dybere plan motiverer personen.


Anden fase

I det fysiske univers har vi her oplevet at presset fra veerne startede, men at vi var lukket inde og ingen udvej fandtes. Denne "ingen vej ud" oplevelse vil følge personen livet igennem i forskellige afskygninger. Hvis det er denne fase der har været den afgørende, vil det påvirke vores psykologiske konstitution stærkt. Det er mennesker der let løber ind i fastlåste situationer, både helt konkret: At blive lukket inde og i overførte betydning: At være i situationer man ikke kan se nogen vej ud af, ikke kan finde en løsning på.



Man tror ikke det nytter noget, er passiv, handlingslammet, føler ikke man kan undslippe "skæbnen". Oplevelser knyttet til denne fødselsfase bærer præg af lidelse, følelser af at være fanget i en fælde, at være spærret inde. Skyld- og mindreværdsfølelse er almindeligt.

Astrologisk vil vi finde genklang i planeten Saturn og til dels i Jordelementet, her er det mest Jordtegnet Stenbukken der kan bruges. Det er en forholdsvis negativ effekt, vi ser her. En positiv ville være evnen til at afgrænse, begrænse og strukturere, at finde sig tilrette inden for et lille område og udnytte det potentiale der lå her. Men de oplevelser Grof har samlet viser, at en oplevelse af ret ubehagelig art har været et stærkt gennemgående tema.

Tredje fase

Fødselsmæssigt kommer der nu skred i tingene, døren åbnes og man ryger ind i et stærkt tumultagtigt sceneri, man kæmper for livet, for at komme ud, for at slippe fri fra det jerngreb og stærke fysiske pres, uddrivelsesfasen er. Det er meget voldsomme oplevelser, der lejrer sig fra denne fase i ens fødsel. Det er vitterligt en livskamp. Vi har her både oplevelsen af styrke, at være uovervindelig, at kunne klare sig selv, at have kæmpet mod overmagten og have sejret. Det giver helt klart en god selvtillid og en tro på at det nytter at gøre noget aktivt i ens tilværelse. På den modsatte side har vi opgivelsen, at man ikke kan klare sig mod det enorme pres, at man bliver tvunget, mast og kvast mod sin vilje, at man ikke selv har styrke, evner eller mod til at klare tilværelsens udfordringer. Viljestyrken og selvtilliden lider et alvorligt knæk.



Livet igennem oplever man situationer der bekræfter een i dette tidlige indtryk af egen styrke/svaghed. De oplevelser klienter refererer til fra denne fase er også voldsomme. Det er krig, mord, blodige ofringer, voldsomme slag, farlige, vilde, utæmmelige kræfter. Vulkansk ekstase, fyrværkeri, eksplosioner og ildebrande.

I horoskopet vil det være relevant at se på dels Pluto og Mars, da det er meget stærke kræfter, der er på spil og dels på Ildelementet. Generelt drejer det sig om følelsen af selvværd, af evnen til at stå på egne ben og stole på sig selv.

Fjerde fase

Endelig stopper presset, fra en intens livskamp hænger man nu i den tomme luft, er i en helt anden verden, adskilt fra moderen, skal stå på egen ben, skal trække vejret som et selvstændigt individ.



Her oplever man friheden som både kan være euforisk og skræmmende. Sikkerhedsnettet er pludseligt væk, man skal forholde sig til en helt ny situation. Hvis denne fase har været særligt vanskelig eller vigtig vil oplevelser, der har paraleller hertil følge en. Pludselige ændringer, hvor man føler, man står helt alene og skal klare en ny og ukendt situation. Det kan være spændende, stimulerende eller frygtindgydende. Der ligger et tema omkring frihed, selvstændighed på godt og ondt. Vi har personen, der ikke tør binde sig, den der altid har en bagudgang eller den, der ikke ønsker et ansvar eller at forpligte sig. Ansvarsløshed. Modsat kan det også være den, der ikke tør slippe, men af "skæbnen" bliver tvunget ud i den slags situationer. Grof beskriver sine klienters oplevelser som værende følelser af medmenneskelighed, åndelige, spirituelle oplevelser, sansning af store rum, gigantiske haller, smukt lys, forløsning.

Her kan sammenligning med Luftelementet og planeten Uranus og en granskning af deres situation i horoskopet give yderligere forståelse.

Det er en fascinerende enkel og dog så nuanceret indsigt i den menneskelige psyke, vi får gennem Grofs fire fødselsmatricer og vigtigheden af det forløb vores fødsel har haft, træder tydeligere i forgrunden.







Tilbage