Astrologiske
grundbegreber
- og deres betydning
Af Lillian B. Jensen
Dyrekredsens tegn og huse kan anskues og inddeles på forskellige
måder. Og helt naturligt er det først at se på polariteterne,
hvor tegnene opdeles i to kategorier, der viser den Maskuline/Feminine balance
i horoskopet.
POLARITETERNE - DEN MASKULINE/FEMININE BALANCE I HOROSKOPET
Det første
begreb vi møder når vi prøver at skelne mellem betydningen
af de tolv tegn, er den helt enkle opdeling af tegnene i to bunker - en
maskulin og en feminin. Denne todeling som nok må betegnes som noget
grovkornet og alligevel signifikant virksom, beskriver en dualitet som vi
møder overalt i tilværelsen. Begreber som nat/dag lys/mørke
varm/kold osv. fortæller os om helt modsatrettede energier, som sætter
hinanden i relief. På lignende måde er de maskuline og feminine
energier i horoskopet stærke kontraster som viser os, hvordan vi møder
tilværelsen, hvordan vi løser problemer og forholder os til
hinanden. Lad os kikke på dem hver for sig og siden sammenligne dem.
DEN MASKULINE
POL
Halvdelen
af tegnene er maskuline, startende fra Vædderen og derfra hvert
andet tegn. (Vædder,Tvilling,Løve.....osv.) Hvis du har mange
planeter stående i disse tegn er du stærkest præget
af det maskuline og det gælder hvad enten du er mand eller kvinde.
Det maskuline præg gør een aktiv, handlende og udadrettet,
man ønsker at gøre noget ved tingene, selv at tage initiativet
og selv at styre. Man sidder ikke og venter på at tingene skal komme
til een, men er selv den opsøgende part. Det er stærke typer,
med gennemslagskraft og vilje, noget selvcentreret og knap så hensynstagende
eller indlevende. Har man meget maskulint i horoskopet har man et stort
behov for at realisere sig selv, at sætte sit præg på
tilværelsen. Man ønsker at være fri og uafhængig
og underordner sig ikke uden videre andre. Der er også en stærk
fokus på det logiske, rationelle altså en lineær tankegang
med klarhed og overblik, med sans for det teoretiske, abstrakte.
DEN FEMININE
POL
Hvis
vi ser på den feminine side i horoskopet, repræsenteret med
de resterende seks tegn (Tyr,Krebs,Jomfru...osv.)så er det diamentralt
modsatte egenskaber vi møder. Har du mange planeter stående
i de feminine tegn hører du til de mere indadvendte typer, er modtagelig,
passiv og afventende. Du har et større behov for ro, blot at være
til, at flyde med og give slip. Det er mere hensynsfulde, tålmodige
typer, der drager omsorg for andres ve og vel. Tilpasningsdygtige, men
også vage og diffuse.Har svært ved at sætte sig selv
igennem. Det indre liv bliver vigtigere end den ydre aktivitet. Samtidig
er følelseslivet vigtigt, intimitet og nærhed, samt det at
kunne identificere med andre giver en god social kontaktflade. Der er
også en konkret, sansemæssig side, sund fornuft baseret på
evnen til at opfatte ting i helheder, at kunne se den røde tråd.

UBALANCE
Hvis vi ser på problemsiderne kan overdreven hældning til
en af polerne give et eensidigt billede af tilværelsen. På
den maskuline front bliver man for dominerende, selvhævdende og
udfarende, mangler evnen til at skabe et rodnet og at lade tingene vokse
i deres eget tempo, altså presser man tingene igennem af bar utålmodighed.Modsat
vil for megen fokus på det feminine skabe en tung og træg
type som er meget afhængig af omverdenen for at kunne fungere.Her
er der en tendens til at forpasse chancerne fordi man venter for længe,
ikke tør tage chancer, men skal have både sikkerhedsnet livrem
og seler.
OPTÆLLING
I TEGN OG HUSE
En optælling af planteter i tegn viser os hvordan den Maskuline/Feminine
balance er på et indre plan, hvordan vi inderst inde forholder os
til tingene. Hvis vi laver den samme optælling i huse får
vi et tilsvarende billede af hvordan vi bliver opfattet af omverdenen.
(1.3.5.7.9.11. er maskuline/2.4.6.8.10.12. feminine)
SAMSPIL MELLEM TEGN/HUSE
Hvis man har en rimelig jævn fordeling både i tegn og huse,
vil det sige man rummer begge poler og kan bruge dem i de situationer
hvor de nu engang bruges bedst.Men er der en ubalance, er en af polerne
udpræget stærk og dermed den anden tilsvarende svag, vil man
lettere låse sig fast i eensidige holdninger og dermed få
problemer når situationen kræver noget ganske andet af os.
Et andet misforhold kan opstå hvis fordelingen i tegn og huse er
væsentlig forskellig.
Eksempelvis
kan vi forstille os en stærkt maskulint præget type i tegn,
medens der i huse er overvægt af det feminine. Indadtil vil dette
menneske føle sig stærk, med selvtillid, med vilje til selv
at tage roret og et stort behov for at markere sig som selvstændig.
Men det der vises udadtil, får omgivelserne til at tro at det er
en sart mimose, man skal vise hensyn, gøre tingene for og det betyder
at man ikke giver dem frit spillerum i det omfang de faktisk ønsker.
Omvendt kan man forstille sig mange planeter i feminine tegn og dermed
et sensitivt og indlevende gemyt, som har svært ved selv at tage
initiativer, hvis der så er mange planeter i maskuline huse, opfatter
omverdenen denne person som slagkraftig, stærk, en der selv kan
tage affære. Vedkommende vil ofte føle at han/hun står
i en situation han/hun ikke magter. Dette er selvfølgelig grove
generaliseringer, men tegner alligvel et billede af de problematikker
og muligheder der rejser sig.
TIDLIGE PÅVIRKNINGER
Det kan også være nødvendigt her at inddrage hele den
kulturelle og den familiære påvirkning, som kan henholdsvis
fremelske eller hæmme bestemte maskuline/feminine træk. Hvis
man således er opvokset i en tid eller i en familie hvor man som
mand ikke understøttes i at udtrykke feminine kvaliteter, som blidhed,
sårbarhed osv. bliver man tvunget til at finde andre acceptable
kanaler for de egenskaber man rummer eller de må undertrykkes helt.
VIGTIGT
UDGANGSPUNKT, - UANSET KØN.
Selv om en mere indgående tolkning af horoskopet vil vise mange
flere facetter og også på præcis hvilke fronter problemerne
lejrer sig, vil denne enkle afvejning give ret sikre retningslinier for,
hvordan det pågældende menneske instinktivt vil reagere i
de fleste livssituationer. Måske skal det igen pointeres, at det
ikke er afhængigt af, hvilket køn man er, selv om det bestemt
også er en vigtig faktor, men at både det maskuline og feminine
som begreb er noget, der er tilgængeligt for begge køn.
Tilbage |