|
ARTIKLER
|
|
|
Din indre
mand Den mandetype du falder for er en meget livlig, åbenmundet og kontaktende fyr, frisk på noget nyt og altid nysgerrig og i bevægelse. Din indre drømmehelt er flagrende og munter, elsker at blive stimuleret på et forstandsmæssigt plan. Og når du møder disse sider i en mand har du straks antennerne ude. Han må ikke være for længe om at komme ud af starthullerne, men heller ikke dvæle for længe i den enkelte situation, han skal være i konstant bevægelse, en sjov rejsekammerat. Din drømmehelt behøver ikke være stærk, behøver ikke slås for dig og skal heller ikke bære dig på hænder livet igennem, han skal bringe dig liv, bringe dig viden, komme med nyheder og snakke med dig. Det du falder for er den konstante forandring, den lette, smidige bevægelse, evnen til at omstille sig, hele tiden være parat til nye eventyr. Den fastlåste, stabile mand er ikke lige dig, i hvert fald ikke når det drejer sig om at blive forelsket, hvem du så gifter dig med kan være en helt anden historie. Du rummer selv de samme lette flagrende sider som din drømmehelt, har evnen til at forandre dig livet igennem og en nysgerrighed efter at vide noget mere, opleve noget mere, men det kan godt være at du lader mændene i dit liv udleve disse tendenser for dig. Du kan godt på andre livsområder søge det faste og stabile, men din indre partner må ikke rumme denne kedelige forudsigelighed, så forsvinder magien.
|
Din indre kvinde Din indre drømmekvinde er et bevægeligt og flagrende gemyt, som let forandrer sig, tilpasser sig og ikke er bange for at prøve noget nyt og sjovt. Hun skal være munter, ikke ruge over tilværelsens mørke sider, men befinde sig der hvor nye trends dukker op. Det alsidige, fleksible og nysgerrige udtryk falder du for og hun må endelig ikke forfalde til følelsesmæssig omklamring eller tryghedsnarkomani. Hun skal kunne lide den glidende, livgivende forandring som tilværelsen også rummer og kunne give slip når ting er udlevet. Din indre kvinde opildner dig til nysgerrigt at lære noget mere om livet, at følge med tiden og at forandre dig. Måske lader du kvinderne i dit liv leve denne tendens ud for dig og tager dig selv af andre gebeter, men du rummer dem selv, hvad enten du lever dem ud eller ej. En let flagrende, munter, ungdommelig sjæl, altid på vandring efter nye oplevelser. Dette er dit kvindeideal, men om du finder hende i ægteskabet vides ikke, det ses et andet sted i dit horoskop. Det der får dig op på mærkerne, kærlighedsmæssigt set er når tingene får lov at flyde let og ubesværet, ikke komplicerede spilleregler eller dybsindige følelser og når du ser skyggen af en kvinde der let og sorgløst flyver fra blomst til blomst er din interesse vakt, dit indre behov for at flyde med strømmen er aktiveret og kan få selv dine tryghedsbehov til at svinde ind til en ubetydelig størrelse.
|