ARTIKLER
Hvad betyder din ascendant?
Af Lillian B. Jensen


Ascendanten i Vandbæreren

Du virker på andre som den frie fugl der ikke ønsker nogen form for binding eller forpligtelse. Du ønsker at gøre som det passer dig lige her og nu, følge dine spontane indfald og gerne på tværs af konventioner og forventninger. Du virker ret kvik, med lidt af en speciel begavelse, nemlig med evnen til at sætte alting på hovedet og se tingene fra en helt anden vinkel end alle andre. Du ønsker at være en ener, ikke at blive sat i bås med nogen som helst og du kan lide at være på tværs blot for fornøjelsens skyld.

På nogen virker du provokerende, på andre som et frisk pust. Du er ret selvstændig, kan faktisk til tider have svært ved at indordne dig andre eller især reglementer, du har ligesom dine egne love, den helt egne meninger. Du har en stærk mental side, er nysgerrig, eksperimenterende men alligevel stædig og fastholdende på andre punkter, blot bestemmer du helt selv, hvornår du er hvad og andre kan derfor have svært at finde ud af dig, vide hvor de har dig. Du er opfindsom og da du ikke er bundet af forventninger eller regler, kan du ligesom skyde genvej og erkende tingene på et andet plan. Du har mange intuitive inskydelser og kan hurtig komme med en forklaring, men du kan også sidde fast i dine egne fixe ideer.

For det meste er du åben og tolerant, er idealistisk og visionær, men du har dine kæpheste som du ofte har svært ved at slippe. På andre virker du omskiftelig, overraskende og ofte urolig men også sjov og iderig.

ASC i Vandmand med Sol i Vædder
Du er et livligt menneske, lidt af en pionær, der gerne går foran og baner vejen. Du er meget selvstændig, sætter din hat som du vil og til tider noget rebelsk. Du er meget åben og kalder en spade for en spade også selvom det skulle genere nogen, der stikkes ikke noget under stolen. Du har en stor livsappetit, en stor viljestyrke og et stort mod. Du kan faktisk godt lide at møde modstand, have noget at kæmpe for, en god sag, en ide eller vision. Men du kan også være kontrær og stædig. Du har brug for masser af plads, frihed og råderum.

ASC i Vandmand med Sol i Tyr
Bag et uroligt ydre bor en meget rolig og solid verdensborger, du er langt mere konservativ og materielt indstillet end du lader andre ane. Har dine egne sære vaner og ideer og er faktisk svær at rokke. Du har styrke og pondus, er svær at påvirke, nogen gange kontrær. Din ASC giver dig flere ideer og mere lethed, samt en god evne til at tage vare på dig selv, stå på egne ben, medens din sol giver dig vedholdenhed og evne for den konkrete verden. Du er praktisk anlagt såvel som iderrig og det kan der komme nogle gode opfindelser ud af.

ASC i Vandmand med Sol i Tvilling
Du er en meget livlig, flagrende sjæl med utrolig mange skiftende ideer og meninger. Du er ret kvik, hurtigopfattende og visionær. Du kan have specielle intellektuelle evner, hvis du kan finde roen til at udvikle dem. Du bliver ikke længe på et sted ad gangen, så nogen finder dig for ustabil. Men du er heller ikke interesseret i at hænge fast, du er nysgerrig, søger hele tiden i nye retninger og suger til dig af alskens vidt forskellige indtryk. Du er sikkert også god til at snakke, debattere og provokere.

ASC i Vandmand med Sol i Krebs
Du virker så fri og ubundet, så mentalt aktiv og åben, men i virkeligheden rummer du et langt større behov for nærhed, tætte bindinger, følelsesmæssig respons og et behov for at gemme dig lidt væk, trække dig ind i din skal. Du virker så munter, med en sjov provokerende bemærkning, så man ikke ser når du faktisk bliver såret og ked af det. Du er langt mere indadvendt og følsom end du skilter med. Du kan have svært ved at få tilfredsstillet dine noget modsatrettede behov, for frihed/nærhed for udadvendthed/indadvendthed. Men du er god til både at skabe bånd og slippe dem igen, når du har det godt med dig selv.

ASC i Vandmand med Sol i Løve
Du er indeni et stærkt, glødende, lidenskabeligt menneske, med stil, værdighed og varme. Du har et stort behov for selvstændighed, at gøre som du selv vil, at være fri for andres indblanding. Men du er samtidig åben og nysgerrig, parat til at tage andre under dine beskyttende vinger, at lede og vejlede værdigt trængende. Du har behov for at være noget i kraft af dig selv, være en personlighed der bliver bemærket og værdsat, men du har også behov for at indgå i et fællesskab og dele dine mange interesser med andre ligesindede.

ASC i Vandmand med Sol i Jomfru
Du er et meget mentalt, måske intellektuelt betonet menneske, du ved meget, har mange ideer og en god evne til at vurdere dem nøgternt og omsætte dem i praksis. Du er sikkert god til at planlægge detaljeret, til at sætte de små brikker sammen til et større hele. Du undersøger tingen grundigt, men du kan også være hurtig, skære igennem og finde overraskende løsninger. Du kan have en noget urolig, nerveaktiv side som gør at du er i konstant bevægelse. Du kan være kritisk og bruge overraskelsestaktikker.

ASC i Vandmand med Sol i Vægt
Du er et let bevægeligt gemyt, ofte med et godt humør og lyst til at lege med de mange spændende indfald livet præsenterer dig for. Du er meget åben, alsidigt begavet, kvik og med en evne til at tilpasse dig mere end man skulle tro. Selv om du virker provokerende, selvstændig og stædig er du faktisk meget venlig, indstiller dig på andres behov og er fleksibel og tilpasningsdygtig. Meget af dit liv foregår i hovedet, på tanke og ideplanet, du kan være ret opfindsom , men kan måske have lidt svært ved at omsætte ideerne i praksis.

ASC i Vandmand med Sol i Skorpion
Du virker så åben og udadvendt men er faktisk langt mere indadvendt, du trives dog godt med den lidt provokerende attitude og er ret god til at analysere tingene. Du er både iderig og forskende, men er ikke tilfreds med løse tanker. Du har også en stærk følelsesladet side, som man nok sjældent ser, du virker som om, du har afstand til følelser og er cool, men du brænder stærkt for tingene og de mennesker, du knytter dig til, selv om man ikke ser det. Du kan godt være stædig og fastholdende når det stikker dig, men du kan også frigøre dig fra dine psykologiske mønstre når de bliver for trange.

ASC i Vandmand med Sol i Skytte
Frihed og frihed og frihed er alfa og omega for dig. Du skal have masser af plads til at være dig, til at bevæge dig ud i verden og ind i sindet. Du er meget kvik og alsidigt begavet, har et godt overblik og forstår tingene hurtigt. Man skal stå tidligt op for at følge dig. Du er ukonventionel, ønsker ikke at fanges ind af vaner, dogmer eller forventninger. Du ønsker at være din frie fugl, der spreder glæde, laver sjov og inspirerer, altid på farten til at lære, lave noget nyt.

ASC i Vandmand med Sol i Stenbuk
Bag det livlige ydre bor et alvorligt og pligtopfyldende individ. Du er langt mere konventionel og til at stole på end man tror. Du er både iderig og realistisk, kan omsætte dine visioner i praksis og er langt mere saglig og velfunderet. Du kan have en forkærlighed for gamle sager, kan lide at lave ting om, finde kernen i det bestående og tilføre noget nyt. Du er mere regelret og forudsigelig end du giver indtryk af. Du er selvstændig og ansvarlig, kan tage ansvaret for dit eget liv.

ASC i Vandmand med Sol i Vandmand
Her får du rigtig lov at spille på de frie, iderige, impulsive, provokerende strenge. Du er indeni som du signaler til andre, meget selvstædnig, hurtigt tænkende, opfindsom og går dine egne veje. Er din Sol før ASC altså i 12. hus er du noget mere indadvendt og søger i mere spirituelle retninger. Er din Sol efter ASC i første hus er du meget synlig, meget selvfokuseret og sætter din hat som du vil. Du har dine helt egne meninger og skifter ofte pludselig retning, men samtidig kan du være stædig og fastlåst på andre områder.

ASC i Vandmand med Sol i Fisk
Den frie, kvikke, selvstændige attitude dækker over et ret sart, følsomt og indlevende gemyt. Du er faktisk langt mere afhængig af andres bedømmelser end man tror, har behov for støtte af og til, og vil egentlig gerne meget tættere på andre. Man tror blot du vil være den frie fugl og have afstand. Du er meget iderig og fantasifuld, nogle gange måske lidt af en fantast, der ikke kan realisere noget. Du kan lide at svinge dig op i tankernes og drømmenes verden, med en humanistisk, næstekærlig indstilling. Du har nogen fantastiske visioner der kan inspirere andre, men du kan også ofte komme på vildspor.




Tilbage