Hvad
betyder din ascendant?
Af Lillian B. Jensen
Ascendanten i Løven
Udadtil virker du som et selvsikkert, varmt og åbenhjertigt menneske.
Andre synes du er stærk, de ser dig som et stolt og selvstændigt
individ, der med fast hånd og myndighed styrer dit liv. Du kan være
nok så usikker og genert indeni, men det er ikke hvad andre ser. Du
fylder meget i landskabet, andre lægger straks mærke til dig,
hvad enten du kan lide det eller ej. Du virker scenevant, kommer let i centrum
for andres opmærksomhed. Hvad enten det nu er bevidst eller ubevidst
så er du midtpunktssøgende og står ofte som en anden
gallionsfigur i front.
På
nogen virker du stolt og arrogant, på andre varm og åben,
nok afhængig af om du føler du kan fylde rollen ud eller
har taget "for stort image på". Du har brug for at stråle
ud, ikke for at gemme dig, dine lidenskaber, din glød. En saturn
kan lægge en dæmper på, men ikke sætte dig helt
i skammekrogen, du har svært ved at spille en lille, anonym, grå
mus - også selv om du måske er det indeni - men du synes altid
at ende i større glansroller.
Meget i dit
horoskop kan trække i andre retninger, men med ASC i Løven
virker du umiddelbart som en der tror på sig selv, en der tør
føre sig selv frem og være synlig og en der tør lede
andre, være et stærkt forbillede. Du har et eller andet sted
et behov for at nogen ser dig, måske ser op til dig, at du bliver
accepteret. Du kan reagere med stærke, dramatiske følelser,
man kan ikke sådan lige uden videre overse dig, du gør indtryk
på folk.
ASC i
Løven med Sol i Vædder
Du
har alt andet lige en meget stærk selvtillid også selv om
nogen skulle have prøvet at kue dig. Du kæmper gerne åbenlyst
for din sag, for dine rettigheder, melder gerne direkte ud hvem du er.
Du er åben, varm, livlig og måske noget pågående
- med mindre der er en bremseklods andetsteds i horoskopet. Du er en ildsjæl,
med stort mod på livet og ønsker at erobre verden og vise
hvad du dur til. Der ligger en stærk præstationstrang i dig.
ASC
i Løven med Sol i Tyren
Du
kan være meget fast og stædig, både indeni og udenpå.
Du har pondus og styrke, der er vægt bag din fremtoning og vedholdenhed.
Du ønsker ikke at være en døgnflue, men roligt og
vedvarende at gøre dig bemærket. Du har en kreativ, skabende
side men også en mere passiv, livsnydende side, livets luksus frister
dig og ofte fokuserer du på den materielle verden, med den tryghed
som det kan give dig. Du er ikke så nem at påvirke og du skal
ofte have meget tid til at fordøje dine oplevelser i.
ASC i
Løven med Sol i Tvillingerne
Selv
om du udadtil virker fast og dominerende, er du faktisk ret fleksibel
og tilpasser dig gerne de forskellige omstændigheder livet bringer
dig i. Generelt er der godt humør og en evne til at sælge
sig selv, dramatisere eller overbevisende at argumentere for sin sag.
Du kan gøre dig stærkt gældende med dine synspunkter
og din viden. Du tænker mere end man ser og er langt hurtigere i
dine reaktioner. Du kan buldre op og sætte dig igennem, men også
vige pladsen og indordne dig.
ASC i
Løven med Sol i Krebsen
En
stærk moderlig type M/K med hjertet på rette sted, parat til
at kæmpe for dine børn, dine mærkesager eller hvad
det nu måtte være. Bag det stærke ydre ligger en sensitiv,
sårbar og langt mere indadvendt person. Du vil ofte få en
rolle som leder (mor) af en flok som har brug for et stærkt "overhoved".
Du virker meget åben, men har dine forbehold, ser lige folk lidt
an, men knytter dig langt stærkere end man tror. Du kan have svært
ved at komme ud med den person du er indeni.
ASC i
Løven med Sol i Løven
Her
er der overensstemmelse mellem de signaler du sender og det du rummer
indeni. Hvis Solen er i 1.hus vil du være meget stærk og gøre
dig ret bemærket og vil have behov for at eksponere dig selv, vise
hvem du er. Varm, levende, egenrådig og måske noget dominerende?
Er Solen derimod før ASC. altså i 12. hus stiller sagen sig
lidt anderledes, for så har du svært ved rigtigt at komme
ud med dig selv, får ikke strålet så meget, selv om
du nok ikke ligefrem bliver ydmyg.
ASC i
Løven med Sol i Jomfruen
Inde
bag den store, stærke "fyldende" facade bor en forsigtigper,
så selv om du virker spontan, "går lige i folk med træsko
på" så er du faktisk ret forbeholden og reserveret. Du
checker dine muligheder først. Du er mere en ydmyg tjener end den
autoritative chef som nogen kan tro. Du tager ikke tingene så let
og skulle du dramatisere som forventet af andre, så har du læst
grundigt på lektien først, så du ved hvad du taler
om. Din ASC. kan så til gengæld få dig lokket mere ud
af busken.
ASC i
Løven med Sol i Vægten
Generelt
er du et muntert, sorgløst menneske der kan lide at tingene glider
harmonisk. Du er åben og imødekommende og selv om du virker
noget selvfokuseret udadtil er du faktisk ret indstillet på andre
menneskers behov. Du kan være god til at gribe ind og mægle
i en sag, der kræver en stærk mellemmand for du virker overbevisende
og er samtidig ret objektiv. Mange ser mest livsnyderen, det glade menneske
med en sjov bemærkning for det er din stil, hvis ikke andet i dit
horoskop trækker i en anden retning.
ASC i
Løven med Sol i Skorpionen
Du
rummer nogen dybder som du ikke ligefrem skilter med, du virker åben,
stærk og selvtillidsfuld, men har dine mørke stunder, dine
indre grublerier og er faktisk ret sensitiv og indadvendt. Du kan med
denne kombination være ret stædig, lidt eensidig når
du har valgt side og er ikke sådan at påvirke i andre retninger.
Det udadvendte "skuespil" dækker over en hudløs
ærlighed, den muntre holdning over smerte. Du er et ret sammensat
menneske og kan ofte opleve at andre tager fejl af dig.
ASC i
Løven med Sol i Skytten
Du
er i grund og bund et ret udadvendt, lyst og livsglad menneske, måske
noget mere omflakkende og påvirkelig end du skilter med, men åben
og med store armbevægelser. Hvis ikke andet hiver i modste retning
i dit horoskop. Du elsker at fylde dine roller ud, at nå ud til
andre og kan som sådan virker noget dominerende. Selv om også
du kan buldre op er du et ret flinkt menneske, parat til at se tingene
i deres rette perspektiv, blot også du får plads og råderum.
Bag den stolte pave er der en søgende sjæl.
ASC i
Løven med Sol i Stenbukken
Du
er et ret magtfuldt menneske, der indeni tager dit liv ret alvorligt,
du sætter dig vigtige mål, har ambitioner, vil noget fornuftigt
med din tilværelse. Du er lidt af en autoritet, et voksent, ansvarligt
individ, med mindre andet gør sig gældende i dit horoskop.
Din ASC får dig mere ud af busken og forlener dig med en mere varm
og generøs facade, du kan nemlig være ret tillukket når
det kommer til stykket. Du vil ofte få tildelt lederroller under
en eller anden form og dem vil du være god til at udfylde, med dit
pligtopfyldende væsen.
ASC i
Løven med Sol i Vandmanden
Du
har meget fokus på individualitet, det vil sige på det at
være noget ganske særligt, ikke som alle de andre og ikke
til at sætte i een bestemt bås. Du sætter din hat som
du vil, sætter en ære i at være helt dig selv. Du virker
stærkere og mere magtfuld udenpå, indeni i er du egentlig
mere interesseret i dine ideer, tankeeksperimenter og overlader gerne
det verdslige styretøj til andre, blot vil du have fuld frihed
til at styre dit eget liv og helt uden andres indblanding. Du er ret selvstændig
og uafhængig.
ASC i
Løven med Sol i Fiskene
Du
virker så stærk og selvtillidsfuld, kan sagtens klare det
hele, bære hele verden på dine stærke skuldre, tror
de andre. Men indeni er du en ydmyg, forsigtig, stille og ret usikker
person som faktisk har brug for de andres opbakning. Du vil gerne have
at vide du er god nok, er dejlig, måske have hjælp til de
mange opgaver du påtager dig, men andre tror du kan selv, vil selv.
Trods en udadvendt livsglad facade er du ret følsom, indadvendt
og let at slå ud. Denne ASC får dig dog langt mere ud af busken
end du ellers frivilligt ville komme.
Tilbage |